Der har i rigtigt mange år været en stor fankultur omkring fodboldklubber. Denne kultur er i høj grad opstået omkring de engelske klubber i arbejderbyer og arbejderkvarterer. De ret lavtlønnede arbejdere skulle have noget at tage sig til i fritiden, og det blev så tit det lokale fodboldhold eller pubben. Mange engelske byer har stadig i dag ofte to store klubber – én, man groft sagt kunne kalde arbejderklubben, og én for samfundets finere lag. Som for eksempel med Manchester City og Manchester United. Fanses fra de forskellige lokale klubber var ofte nærmest fjender, og det fan culturekunne tit komme til deciderede slåskampe mellem rivaliserende fanklubber ved fodboldkampe. Den såkaldte hooliganisme. Herhjemme kender vi det fra, når Brøndby og FCK skal møde hinanden Noget lignende gør sig gældende i Italien, hvor de mere voldelige fans kaldes ”tifosi”. Den slags kultur har man aldrig set i forbindelse med håndbold. Det er dels en nyere sportsgren end fodbold, og det er dels en sport, der udfoldes under mere beskedne forhold, det vil sige i mindre haller frem for på kæmpe stadioner. Alligevel kan man godt tale om en håndbold-fankultur, men den udfoldes under anderledes fredelige former. Fansene iklæder sig tøj i favoritklubbens farver, og ved landskampe, som Danmark deltager i, kan man se næste en hel sportshal klædt i rødt og hvidt – oven i købet er mange af fansene endda sminket røde og hvide i ansigterne og måske iført de efterhånden berømte røde og hvide klaphatte. Forskellige former for fankulturer findes inden for stort set alle kulturelle og sportslige begivenheder – man behøver blot at gå til en rockkoncert for at opleve dedikerede fans klædt ud på en bestemt måde og udføre nærmest rituelle handlinger under koncerten. Heldigvis er det undtagelsen, at en fankultur udvikler sig til noget, der ligner hooliganismen.